Mudder !

Jeg har tidligere skrevet en smule om løb. Jeg har tidligere været sådan én der løb kvindeløb. Altså den korte distance ikk. På 5 km. Fordi det kunne jeg godt klare, og det var sjovt, og jeg fik en god følelse i kroppen af det.

Sidste forår havde en veninde og jeg meldt os sammen til et kvindeløb. De obligatoriske 5 km. Det gik mildest talt af h. til for mit vedkommende. Jeg havde ikke trænet. Overhovedet. Men jeg gennemførte, dog på den værste tid nogensinde.

Nu er jeg kommet lidt igang med løberiet igen. Det går VIRKELIG langsomt, og det er alt for sjældent jeg har tid og mulighed for at få snøret skoene og komme ud. Men NÅR det sker, så nyder jeg det max ! Mine tanker var, at jeg ville i løbeform igen, sådan at jeg kunne tage revance på de 5 km og klare det bedre end før. For hey – 5 km er jo ingenting, hvor meget går man fx ikke på en god shoppetur ?!

Men så var det, at Annamette  Fuhrmann skrev om dette her. Det har hun gjort af flere omgange, og jeg har siddet lige så stille på min popo og jublet i skægget, og påstået at ‘hvis det bliver til noget, skal jeg da bare SÅ meget med’.

Lige indtil hun så rent faktisk skrev om det. For nu, tjaa, så sidder jeg jo her og øhhbøhhhbaahhh – ved sgu ikke rigtigt om jeg kan klare en omgang kvindefims sådan rent fysisk. Mentalt ved jeg at jeg vil elske det – men fysisk… Uha, jeg overvejer stadig.