Moderspring.

For en god uges tid siden gik der noget op for mig.

 

Jeg sad og kiggede på min datter. Hun sad sammen med manden-med-de-gode-arme og spillede computer. De pjattede og var nære sammen. Bagefter sad hun sammen med mig og tegnede doodles. Og så forlod hun ellers selvskabet – for at passe sine egne sociale selvskaber (hedder det ‘selvskaber’??).

Hun er blevet stor. Hun har mistet noget af det runde og hvalpede. Hun har altid haft sine egne markante meninger (gad vide hvor de kommer fra). Men hey… hun er blevet stor, og jeg havde ikke rigtig opdaget det.

 

Og her har jeg ellers taget ferie. Fordi jeg kan med det arbejde jeg har nu. Men mest af alt, fordi jeg ville give mit barn ferie fra SFO, give hende tid hjemme, give rum til afslapning, have mor/Andrea-tid. Jeg ville have familietid med mig, med hendes papfar, med os. Men hun har stort set ikke været her. Hun har simpelthen været alle andre steder, med alle andre end…. mig.

 

Og det ER jo sådan det skal være. Det ER jo naturligt at hun bliver større, mere selvstændig end hun allerede er, og har behov for sine egne rammer og relationer uden jeg nødvendigvis skal stå på sidelinien og følge med. Men det er bare stadig lidt nyt for mig. Og måske vil det altid, på et eller andet punkt, være lidt nyt. Kvantespring, tigerspring…. moderspring.

 

Jeg velkommer hendes selvstændighed. Jeg har ikke behov for at hun skal sidde på skødet af mig til evig tid. Jeg ER hønemor på nogle punkter, men jeg ved også godt det er sådan her det skal være. Og jeg er glad og stolt over min datter har den tryghed i sig der gør at hun oplever en masse på egen hånd.

Men nu må hun egentlig godt snart komme hjem igen.