nuclear meltdown.

 

Det var ret voldsomt. Igår kom den. Den STORE reaktion, hvor det hele bare sagde KAAA-DANG!!!, og jeg klappede sammen som en punkteret badebold midt i det hele.

Og jeg vidste det jo godt ikk. Jeg VIDSTE jo godt denvar under opsejling, havde i den sidste uges tid været SÅ tyndhudet at ingenting skulle til før jeg havde lyst til at stikke hovedet i en busk og stå dér med røven i vejret og gemme mig. Jeg HAVDE haft tudeture. HAVDE haft en panikaften, hvor jeg ringede til en livline og brølte i røret. HAVDE haft en hyggeaften med den bedste veninde, hvor jeg ikke rigtig kunne stoppe med at tude af uforklarlige årsager. HAVDE haft en formiddag på kontoret hvor jeg råbte RØV, og tudede. HAVDE  sagt det, havde hvislet det ud gennem sidebenene, at jeg synes det var lidt hårdt det hele. Og så igår knækkede filmen. Hvor jeg bare ikke kunne mere. Overhovedet. Hvor dem der er tæt på, sagde stop. GÅ. Vi klarer resten. Gå HJEM. Kom IKKE igen.

Det var huset. Deroppe. Det er ikke færdigt, men min familie klarer resten nu. Hvis jeg skulle derop mere, ville det ende med jeg ved ikke hvad – og jeg har bestemt ikke lyst til at vide HVAD det kunne ende med, for jeg ved det starter på ud- og slutter på -brændt. Og dér skal jeg bare ikke hen.

Jeg kørte hjem. Men måtte holde ind til siden, for det er ikke nemt at køre bil når man tuder så meget. Jeg skrev og snakkede med min aller bedste dejligste ven, og jeg gik i seng med et smil.

SÅDAN sgu ! Jeg døde ikke af det. Derimod gik jeg ud igen på den anden side med lettelse og en sejhed jeg rent fysisk mærker i hele kroppen. Jeg har fået taget et ton af mine skuldre, og jeg kan nu rette ryggen igen. Lidt over to måneder i limbo. Lidt over to måneder med flytning, med ufatteligt pres på arbejdet jeg ikke kan skrive om her, med at være alene, med at bo mig ind i mit nye hjem, med at gå på listefødder, med at svæve og gå i høje hæle, med at grine og græde,med at trøste og bære, og selv blive trøstet, med KONSTANT at have det skide hus jeg har elsket så højt i baghovedet, med økonomisk usikkerhed, med lommepenge, med forklaring, med sandheder og ærlighed, og med at blive voksen i en alder af 32.

Det var på tide, og jeg har kæmpet stædigt imod at tage imod hjælpen. Men nu sagde jeg ‘ja tak’, og jeg gik min vej. Jeg tog hjem til det der nu ER mit hjem, og hvor jeg ER hjemme. Jeg holder mig væk derfra, og jeg NYDER det !

Nå ja – og så har jeg broderet noget.

9 comments
  1. Meget sigende broderi… jeg elsker det Maria.. Og for f… hvor er du sej.. du klarer dig så fint igennem det her helvede… godt du har nogle dejlige veninder der kan bakke dig op…. Suk det er en lang proces at blive glad helt igennem igen.. Kram fra C

  2. SiriR said:

    Hej Maria,
    wow, det er da virkelig lidt af nogle måneder du har været igennem. Hvor er det da dejlig at midt i alt det svære, så har du familie og venner der bare er der for dig!

    Og dejlig at høre at du føler dig stærkere nu, og at dit nye hjem er ved at føles som dit hjem.

    knus til dig!

  3. Kirsten said:

    Og så grinede jeg!

    Hvor er det fantastisk at fornemme din viljestyrke, taknemmelighed og humor!

    Man har det fanfuckingtastisk når man “kommer ud på den anden side”….. God tur😉

  4. Trine said:

    Love you! Og glædelig frihed! Og fuck fuck til dig også!

  5. Jeg hadde egentlig ikke tenkt å kommentere noe, så jeg gikk ut etter at jeg hadde lest innlegget ditt. MEN, jeg klarer ikke å la være! Du er en herlig kvinne! Så full av kraft og pågangsmot. Friske positive tanker overdøver de heller triste dager. Du står igjennom og kommer ut på den andre side even more strong! Fy flate, jeg bøyer meg i støvet. Det er forfriskende og inspirerende å lese om ditt liv, og dine tanker! Og det er herlig å se at ikke alle i hele verden til en hver tid er på topp! Men at man kan reise seg igjen🙂 Ønsker deg en super dag!

    Klem Tone

  6. Godt du er ude på den anden side af den dag! og godt du tog imod hjælpen, da den blev tilbudt, for udbrændt lugter ikke så godt.

    – og hvem er broderiet så til? Forhåbentlig er det ikke årets julegave til din mor – med mindre hun har samme humor som dig 😉

    Ha’ det godt, du!

    KH K

  7. Lisbeth said:

    Maria… Du er et fantastisk menneske! Så ærlig… Ville ønske, jeg kendte dig sådan rigtig i det virkelig liv… Så ville jeg give dig et stort kram og samtidig bede dig lære mig at brodere og råbe røv:o) Det er jeg nemlig ikke så god til og det er altså sundt!

  8. TAK, for jeres tanker til det her indlæg !

    Når jeg skriver så hudløst som jeg gjorde her forleden ,læser jeg ikke hvad jeg skriver – jeg skriver bare, og for mig er det forløsende. Nogle af jer kender det meste af historien, fordi i også kender mig på den anden side af skærmen, og et par stykker af jer ved det hele.
    Jeg forsøger at være ærlig, og at være mig selv. jeg ynder at vise begge sider, både den glade og den triste. Men der findes ingen formel, det findes intet facit – jeg bare er.

    Lisbeth – jeg ville elske at møde dig i den virkelige verden, måske en dag vores veje mødes🙂

  9. Lisbeth said:

    Ja… man ved jo aldrig hvad livet bringer:o) Tillykke med den store pige!!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: