Det er altså ikke for at træde i det.

Og det er heller ikke fordi jeg er misundelig. Eller jo, gu er jeg da misundelig, men på den gode og rare måde – ikke på den grønne bitre måde.

Men jeg er bare nødt til at skrive det her indlæg. Om at være en familie. Og om at være en skilsmissefamilie. På de ‘rigtige’ måder.

Dengang jeg var en del af et trekløver, var vi far, mor og barn. Vi var en lille familie. En ‘rigtig’ en af slagsen i vores øjne. Men jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg er blevet spurgt om vi da ikke skulle hà et barn mere. For det ‘skal’ man jo. For at være helt ‘rigtige. Og i øvrigt var det også både tarveliget og egoistisk at vi valgte IKKE at give vores datter søskende. Det lå ligesom bag ordene, mange gange når der blev spurgt. (nogengange blev det også sagt direkte, at det var egoistisk overfor vores datter).

Jeg oplevede det utrolig intimiderende. Alt for privat at andre,og ofte fremmede, folk spurgte til hvornår vi skulle have nr. 2. Og jeg blev mange gange pinligt berørt, når folk ikke ville tage det for gode varer at det var et bevidst valg, at ‘kun’ have ét barn. Det var ligesom ikke ‘rigtigt’. Man (underforstået mit lille trekløver) var ikke en ‘hel’ familie, men nok bare nogle der ventede på at nr 2 skulle komme.

JEG ved jo godt, at min lille familie, VAR en familie. VI var fuldkomne somvi var, og vi syntes ikke der manglede noget. Altså flere børn. jeg har altid nydt tiden til at være 100% mor for ét barn, ligesom jeg er klar over, at mødre til flere børn også er 100% mor for FLERE børn. Men i min optik er det, det rigtige valg.

Nu er jeg single, og spørgsmålene er efterhånden kommet igen.

‘Nå, men du kan jo stadig nå at få et barn mere med en ny mand’…. For slet ikke at tale om spørgsmålet OM en ny mand venter i kulissen….

Førstnævnte er ikke et issue, jeg har ikke fået et pludseligt behov for at få et barn mere. Møder ejg en mand der drømmer om et barn med mig, må jeg tage den derfra. Og andetnævnte er helt ærligt privat.

Hvad er det der gør, at ‘man’ synes det er helt i orden at spørge en etbarnsmor til hendes sexliv, og hvad er det der gør det endnu mere legalt at spørge en single kvinde til samme?? Jeg spørger jo ikke mine med-kvinder i faste forhold til hvordan det går derhjemme, om de dyrker lillemor-aften, eller om manden er gået i koma med golfkøllerne og en håndbajer. Bevares, mine veninder fortæller jeg hellere end gerne vidt og bredt til, men til resten – dét er sgu privat !

Nu læste jeg, at en ‘klog kvinde’ har sagt at man ikke er en rigtig familie før man går fra mor,far, barn, og TIL mor, far, og bØrn. Jeg blev enormt provokeret. Jeg var ikke en ‘rigtig’ familie før, da jeg var en del af tre, og hvad så nu ?? Nu er jeg en del af to. Mig og mit barn. Er vi ikke en familie, og hvad GØR så en familie ?

Og ja – jeg ER misundelig. Vel er jeg så ! Jeg vil da også have min del af kagen, og familiebilledet. Men det gør ikke min nuværende status til mindre rigtig, og det gør den ikke til en venteposition. På nogen måder.

Det leder mine tanker hen på vores glansbilleder af perfekt idyl. Det får mig til at tænke på idealet af familieliv. Af ‘det gode liv’. Var jeg ikke efterhånden sådan en sej gammel støvle, ville jeg ikke blive provokeret, men rigtig ked af det. Jeg ville føle mig forkert, og ikke en del af det gode selvskab. Jeg ville føle mig som dengang jeg lige var blevet skilt, og skulle til klassemøde i min datters klasse, hvor 95% af familierne er ‘rigtige’ og hvor de sad BÅDE mor og far. Og jeg sad alene. Med røde øjne, og følte mig forkert og udenfor.

Fy, altså.

Jeg læste henvisningen til ‘den kloge kones’ udtalelse inde ved super dejlige AB. AB, som jeg også kender privat, og som jeg også godt véd ikke mener det på dén måde. Det her er ikke et ‘angreb’ på A, eller andre flerbarnsfamilier, det er bare mine tanker.

7 comments
  1. Hej🙂 Jeg har vist ikke kommenteret her før, men nu gør jeg for jeg kan helt klart genkende den slags spørgsmål. Jeg tror altid at man vil møde den slags (velmenende) spørgsmål. Jeg er mor til tvillinger og blev da pigerne var små, ofte spurgt om mine børn var økologiske (i mine ører lød det som: har i selv kunne finde ud af det, eller skulle i have hjælp…eller er de rigtige, for det ved vi jo at økologi er!)Nu bliver jeg så ofte spurgt om vi skal have flere børn ( for tænk nu hvis der kom tvillinger igen…hvis dem i har nu altså er økologiske) Jeg kunne blive ved. Vi møder det konstant som tvillingeforældre. Heldigvis bliver man bedre til at tage det.
    :-)Hilsen fra mig.

  2. Rikke said:

    Hej Maria

    Da jeg kun havde ét barn, blev jeg også konstant spurgt, om nummer 2 var på vej. Jeg blev fuldstændig ubehageligt til mode. For egentlig havde jeg lyst til at skælde dem ud, men det var jo “af en god mening” de spurgte. Hvad hvis jeg ikke ville have flere børn, var det så deres business? Eller hvad hvis jeg ikke kunne få flere børn, men gerne ville, var det så deres business? Jeg synes også, at det er totalt grænseoverskridende og dyneløftende, når folk spørger til den slags.

    Der er ikke noget galt med dit valg, uanset hvad dine bevægegrunde er. Der er noget galt med folk, der ikke har kan styre deres nysgærrighed, og tror at kun de er rigtige, fordi de har valgt at få flere børn.

    Kh Rikke

  3. AB said:

    Møder vi ikke alle, de mere eller mindre velmenende spørgsmål. Før jeg fik Isac, blev jeg konstant spurgt om ikke vi snart skulle have en lille. For et gift par uden børnedrømme virkede ulogisk i andres øjne og ører. Vi gik sent i gang, så spørgsmålene blev hyppigere ind til de helt stoppede, fordi alle pludselig troede der var noget galt og dermed blev berøringsangste. Da vi skulle have nr. 2 ventede vi også lidt ekstra, igen af valg, og igen blev vi mødt med kommentarer og spørgsmål. Jeg tænker, at det måske ikke behøver at være fordi folk sidder fast i normalfamiliebegrebet, for ville man ikke spørge et lesbisk par om det samme? “Skal I så have børn?” Og jo, der er en definition af det at være normal, og de færreste af os passer ind under den, men somme tider rammer vi plet. En familie med en mor og en far og to børn er vist temmelig normalt i dagens Danmark. Vi får så skudt i skoene at det er kedeligt, forudsigeligt, småborgerligt og alt muligt andet negativt. Så er der speltmødrene, der får turen og derefter BØV-fædrene. Begge to nogen der bare gerne vil gøre det bedste for deres børn, lige som alle os andre. Kan vi ikke bare blive enige om at unde hinanden det godt, som du også pointerer Maria og ellers bare nyde det vi har i stedet for at måle os så fandens meget med de der normalbegreber?

    Dermed ikke sagt at jeg ikke kan forstå din harme mod udtalelsen Maria. Som jeg skriver på min egen blog, så havde jeg ikke skænket den en tanke før Fir og du pointerede det. Så igen tak for nuanceringen! Love you!

  4. Tjja, jeg kender jo også det der med, at andre tror jeg MÅ være i venteposition – mangler da en MAND for at være rigtig familie. Og omverdenens undren blev kun større af, at jeg har købt mit EGET hus i stedet for at flytte ud til min dejlige kæreste. Men han har sin egen 3-mands familie, far og to børn.

    Jeg har sågar været ude for mennesker, der helt alvorligt har sagt “Det er jo bare en skam, han også har børn”. Underforstået, ellers kunne vi jo i den grad være blevet rigtige. SUK..!! Jeg vil da meget hellere have en mand, der selv kender cirkusset med børn.

    Det har jeg skrevet meget mere om i et tidligere indlæg. Og vores børn ønsker faktisk heller ikke storfamilien hver dag, selvom de omvendt er glade, når vi gør noget sammen alle seks. Når vi sidder der med kaffen i Djurs Sommerland, ligner det jo en såkaldt rigtig familie med en “mor og far”. Så føler de sig rigtige ift omverdenen.

    Det blev lidt langt – men tydeligvis også en af mine kæpheste… kram

  5. Yvonne said:

    Hej Maria,

    ‘Here here’ til dette indlaeg! Jeg er en enebarnmor fra Holland som har boet i fire aar i Danmark (paa forhaand undskyld for fejlerne i kommentaren🙂 Da vi boede i Danmark har jeg lagt maerk til at det er typisk Dansk at blive spoergt om dette emne. I Holland synes man at det er privat, man er naesten bange at spoerge en veninde. I Danmark blev spoergsmalet tit stillet af nogen jeg naeppe kende. Isaer vanskeligt, fordi jeg ville gerne har haft et barn mere..

    Jeg nyder dit blog, isaer nu hvor vi bor i Holland igen, men reagerer ikke altid fordi det koster lidt mere tid at skrive en kommentar paa dansk end paa hollandsk (og ogsaa fordi jeg mangler nogle bogstaver paa mit tastatur:-)

  6. Jeg tror egentlig altid man møder de spørgsmål, som i virkeligheden er meget velmenene… Selvom jeg har tre børn, så siger folk altid: “Jamen I er jo unge, så I skal da have én til, ikke!?”.

    Jeg føler ikke vi er mere en familie nu, hvor vi har tre børn i forhold til, da vi kun havde Alma, men dengang vidste jeg, at familien ikke var helt færdig. Jeg var sikker på, at der ventede nogle flere unger derude et sted.
    Jeg synes det er fantastisk at kunne tage et valg og holde fast i det. Du har valgt, at du kun ville have et barn og dermed har du valgt, at din familie er sådan… Det er en RIGTIG familie efter min mening… Også selvom I er blevet skilt og I nu kun er jer to:o)
    Folk stiller altid spørgsmål og vil altid tænke deres, men det vigtigste er jo det vi selv tænker om vores valg og forhold… Pyt med alt det andet.

    Skønt indlæg;o)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: