Hun har brækket sig i mine forældres lædersofa.

Jeg har været på besøg ved en gammel veninde idag. 

Faktisk har vi ikke har set hinanden i noget der ligner 10 år næsten. Vi var veninder dengang vi begge lugtede af hest, og dengang den første forelskelse for alvor bragede løs. Dengang hvor vi skrottede hestene for drengene, og sneg os i byen med falske ID-kort, og med en voksen mand på et par-og-tyve om skulderen så vi kunne se voksne ud og komme forbi dørmanden. Vi var veninder dengang Robinson begyndte og var nyt og spændende. Dengang hvor vi ville være voksne og higede efter ‘normalen’ og havde reolsystemer og ‘ruststager’ med kuglelys. Og før dengang, hvor vi pjækkede fra skole sammen, og jeg sad og gemte mig i hendes klædeskab da hendes omsorgsfulde far kom hjem midt på dagen for at se til sin veldig syge og sengeliggende datter. Vi var veninder dengang hvor vi oversprøjtede os med ‘Date’, og havde højt pandehår. Og gik lewis 501. Med bootcut… Vi gik på Niéren sammen til fredagsbar, og kyssede med de slemme drenge. Vi drak øl og røg fede, og vi havde ‘bare totalt meget styr på det hele’. Og vi grinte og morede os, og vi blev en form for voksne sammen.

Og så flyttede jeg. Til udlandet. Og kontakten gled ud, som den nogengange gør med ungdomsveninderne. Men i alle årene har hun siddet inde i mit baghovede. Jeg har tænkt over hvor hun blev af, hvad hun lavede, hvor hun var. Og jeg har ledt efter hende. På krak. På ‘De Gule Sider’. På facebook. Men hun var ikke til at finde, og efterhånden glemte jeg lidt igen. Sådan da, for hun VAR jo derinde i baghovedet.

For noget tid siden var jeg på vej ud af en Faktabutik jeg har handlet i 1000 gange før. Egentlig skulle jeg have været på vej hjem allerede, men jeg mødte en skole-forælder derinde jeg stod og snakkede med lidt. I virkeligheden var jeg bare røvtræt, og ville hjem. Da jeg kom ud af butikken kom en kvinde imod mig, hun stoppede brat op, og sagde mit navn. Og dér var hun sgu ! Dér stod min ungdomsveninde, 10 år ældre, og lignede sig selv på en prik. I ‘min’ nye by, som hun var kørt igennem på vej til arbejde.

Nu har vi mødtes et par gange, og jeg må konstatere flere ting.

1# Hun er stadig den samme.

2# Vi er stadig utrolig ens på utrolig mange områder.

3# Ingen af os er i virkeligheden blevet voksne, vi har bare fået flere neuroser og en smule mere styr på vores temperamenter. ( en smule altså).

Mig dengang – jeg viser ikke billeder af hende pga diskretion.

2 comments
  1. Langtidslykkelig said:

    Det er lykken at have “gamle” venner!!!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: