Det er ganske forunderligt.

Jeg er ikke som sådan den generte type.

Jeg er ikke bange for at sige min mening. Ret bramfrit tit og ofte. Desværre også med en tendens til at komme til at træde nogen over tæerne fra tid til anden, når jeg raser ud med et brøl af dimentioner. Eller når jeg bare lige får stukket piben en kende for langt frem, og jeg bagefter må forklare mig med ‘sådan var det jo heller ikke ment’. Jeg er ikke bange for at andre skal synes jeg er underlig, for det ér jeg jo allerede. Jeg er også altid hende der falder over sine egne fødder, går ind i lygtepæle (flere år siden), falder på trapper og flækker øjenbryn, eller snubler på kælkebakken og forstuver tomlen (sidste vinter).

Jeg er ikke bange for at starte på en ny arbejdsplads, lære nye arbejdskulturer, eller generelt møde nye mennesker. Jeg er hende der gerne danser på bordet, råber ‘FISSE’ på en kirkegård (lad være med at blive forarget, jeg var lige blevet fyret), og jeg har gået rundt i en orangeblomstret buksedragt syet af et gammelt dynebetræk. Sidst nævnte er jeg endda affotograferet i, og vist frem i, i et boligblad.

Men alt det der…. det er når jeg er på sikker grund. Når jeg VED, at dem jeg er sammen med enten kender mig inderst inde og ved at sådan er jeg bare. ELLER når de mennesker jeg er sammen med IKKE kender mig, og deres mening ikke betyder noget for mig, fordi de dybest set bare er nogle mennesker jeg møder på minn vej. (aii, se lige bort fra det med øjenbrynet, det var sgu ikke for heldigt, for det betød virkelig meget for mig hvad de mennesker ville synes om mig).

Når alt det er sagt, hvorfor bliver jeg så STADIG genert over min blog. Altså… Den er jo åben for alle, og jeg er ikke akkurat anonym på den. Men dengang jeg mødte manden-med-de-gode-arme, slettede jeg alle spor af bloggen på min facebook, for han skulle dælme ikke se alle de grimme sider af mig. Og grimme sider, var der jo masser af smurt i et fedtglinsende lag udover hele bloggen. Jeg fortalte ham dog at jeg har denne her blog. Og et par gange har han set et glimt af den når jeg har tændt for min pc. Den er nemlig startside. Doughhh ! Han har grint lidt af mig, og accepteret at jeg jo er en smule småsær, og samtidig lovet mig, at når han en dag ville gå ind og kigge på den (og dét ville han nemlig), ja så skulle han nok sige det til mig.

For et par uger siden sagde han det så. Sådan henkastet i en sætning, at han da vist nok var faldet over en side på nettet. Som sørme var min blog. Uha… nu ved han at han bliver kaldt for manden-med-de-gode-arme.

Og det er (næsten) ikke skræmmende mere.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: