Ro.

I går sov jeg længe. MED mit barn i huset.

Jeg sov indtil jeg vågnede af mig selv. Lå et par minutter i sengen og strakte mig, og lyttede til lydene af stille morgenlyde. Småsnakken og hyggen. Men på den anden side af døren. For JEG sov længe. Jeg. Mig. Jeg sov længe.

Jeg husker med hånden på hjertet ikke hvornår jeg sidst har sovet længe, med mit barn i huset.

Jeg husker engang, for 100 år siden, hvor jeg var en såkaldt kernefamilie (kommer pludselig til at tænke på udtrykket nuclear family – det er frygtelig rammende på den ironiske måde ing??!). Dengang sov jeg meget sjældent længe. Og KUN hvis det var aftalt på forhånd. At det lig´som skulle være min tur. Til noget så basalt som at sove. Fanme ikke i orden – do !

Jeg har specielt de sidste måneder tænkt meget på ‘biologisk’ familie. Jeg har tænkt på roller, værdier, etik…. Jeg har tænkt på min rolle som forælder. Jeg har tænkt på mit barns bedste. Jeg har tænkt, at ja – nogen gange ved mor bedst. Og nogen gange må man tage valg som forælder der gør ondt på sit barn der og da, men som også er det rigtige på den lange bane. Jeg har tænkt meget på sandheder og løgne. Jeg har løjet, dækket over, skjult. Fortiet. Jeg har også fortalt sandheden. Men først til mig selv da det ikke længere var muligt at fortie.

Jeg var aldrig rigtig tilpas. Jeg havde aldrig en dybtliggende ro i kroppen. Jeg følte mig ikke vel. Mit fintpyntede glansbillede af en atombombe-truende-familieidyl var så krakeleret og tapet sammen på kryds og tværs at det er et under jeg ikke selv blev til grønt støv der forsvandt i vinden.

Og i mine tanker om mit barn. Hendes trivsel. Hendes hverdag. Hendes ve og vel… I de tanker er jeg simpelthen så møghamrende stolt over at jeg – ‘mor ved bedst’, gjorde det rigtige dengang for et par år siden hvor jeg rev hendes barndom over på midten, og valgte bevidst. Jeg har ikke et sekund være i tvivl – det er bare rart at få det bekræftet. Det fik jeg i sidste uge på et møde. Og hvis ikke jeg følte mig bekrætet nok dér, kan jeg bare åbne øjnene og se mig omkring.

Og jeg er så rivruskende lykkelig over at jeg sov længe i går, og over manden-med-de-gode-arme som lader mig gøre det. Han har seriøst verdens bedste arme, der kan rumme os.

 

(ps. Beklager hvis jeg skriver i tåger, er stadig snottet. Har med garanti rekord i antal pudsen-næse i løbet af en dag på kontoret. Er en smule hudløs. Både på næsen og i tankerne. Men det er godt at få det ud.)

3 comments
  1. Nina said:

    Hvor er det bare rammende!! Så godt skrevet…

    Tak for dine tanker – tror rigtig mange lever i noget, som de tror er godt – indtil de prøver noget andet.
    Jeg har heller ALDRIG fortrudt, at jeg gik fra mine børns far – tværtimod!

    KH Nina

  2. Kirsten said:

    Jeg kender jo ikke din historie i detaljer – men jeg synes, at du er ét af de modigste mennesker!
    En sød blogger skrev hos mig i går “hvis det føles rigtigt, er det rigtigt – og så er den ikke længere”. Jamen – den gik lige ind og ramte, dér hvor jeg trængte til at blive ramt!
    Hip hurra og tillykke til alle os, der ikke lod os forvandle til grønt støv !!!

  3. AB said:

    Du taler overhovedet ikke i tåger Maria. Jeg hører og læser dig højt og tydeligt. Og meget meget smukt!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: