Vi.

Jeg husker første gang manden-med-de-gode-arme sagde ‘vi’ om noget. Tror det var: ‘skal vi noget i weekenden?’, han sagde. Jeg husker jeg både blev glad, over bruget af ‘vi’ ordet, og også blev lidt overrasket. Vi er sådan nogle der siger ‘vi’ og ‘os’, og er ikke længere ‘du og jeg’, men nogle der er en enhed.

Jeg husker efter en af de første dates vi havde, og hvor jeg gik i panik, og stak af. Sgu ! Jeg kunne slet ikke kapere at han var så kærlig og nussende omkring mig. Var bange for at jeg ikke kunne leve op til det, med mit rodede liv, stress, dårlig økonomi, og barn der mildt sagt er meget… øhm.. virvelvindsagtig. Jeg var lige så vandt til at være alene, og bare have diverse dates for sjov skyld. Men der var noget ved ham, der var så ligetil og ærligt. Ikke noget spil for galleriet, han var bare SÅ meget sig selv. Og rolig. Og der sad jeg så, med alt strittende på mig.

Jeg var bange for at være en strid kælling, og jeg blev genert og usikker. Og så stak jeg af. Fik frygtelig ondt i maven, og skulle bare hjem NU. Panikrøg tre smøger i bilen hjem, og ringede til en af de bedste veninder og brølede i røret at jeg fandme ikke kunne finde ud af det.

Men da jeg senere ringede til ham, for at sige undskyld og for at spørge om vi ikke skulle ses igen snart,  så var han stadig lige rolig. Og han er på ingen måde blevet mindre kærlig og nussende. Han har seriøst verdens bedste arme ! De kan holde om på en helt særlig måde, og så kan de rumme mig og min virvelvind. Det siger ikke så lidt.

Siden dengang har vi gjort mange ‘vi-ting’. Fx har vi lige købt to fælles stole, og lige om snart køber vi et hus !

image
(det er den sorte der er ny, det er en replika. Den hvide er den ægte gamle originale Eames. Lækkert mix, synes ‘vi’)

Og det der med genertheden – den er på mærkværdig vis ikke helt forsvundet endnu. Men når man i går kunne se mig flintre rundt på en mark, iført plateusandaler, hektisk rygende på en smøg, speedsnakkende, OG indhyllet i et barbietæppe fordi det var koldt – så kan man godt konkludere at genertheden er på stærkt tilbagetog, for han stod lige ved siden af mig, helt roligt.

4 comments
  1. Når man som jeg har fulgt dig igennem mange år – og fulgt med i alle dine svære timer, dit smadrede porcelæn i køkkenskabet, de mange bange, frustrerede, grimme og rasende tanker og ord du har delt… Så er det sgu så fantastisk dejligt at læse, at det hele bliver så godt igen, og at du har fundet nogle gode arme, som kan rumme dig og Andrea.

    Kærlig hilsen Karina

  2. Kirsten said:

    Åh, jeg bliver SÅ glad, når jeg læser det her! Jeg bliver SÅ glad på jeres (!) vegne! Hvor er det fantastisk!

  3. Jaaah for vi’er (selvom jeg godt kender det der med, at det er svært at overgive sig helt til armene mm…;-))

  4. Og du har så meget fortjent at “VI” betegnelsen bliver brugt i din sammenhæng. Maria jeg er så glad på dine vegne. Jeg kan mærke helt igennem skærmen, hvor lykkelig du er! Knus C

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: