Hjem.

Efter skolestart og indtil vi flytter, har jeg fået andet selvskab i bilen tur/retur til arbejde.

Andrea er med mig. Hun er nemlig startet i 2. klasse på sin nye skole, som ligger 5 min gang fra vores nye hus, som vi flytter ind i om hmmm…. 11 dage. Hver morgen i bilen fortæller Andrea mig hvor mange dage der nu er, og hver eftermiddag når jeg henter hende igen kaster vi begge lange blikke rundt om hjørnet for at få et glimt. Dagene føles allerede kortere. For hvor det før tog mig næsten en time fra jeg fik fri til jeg var hentede Andrea, tager det nu kun 15-20 minutter afhængig af myldret ud gennem Aarhus C.

Det er den vildeste luksusfølelse, og det er nok noget af det jeg har savnet aller aller ALLER mest det seneste år som pendler. Tiden med mit barn.

Nu hvor jeg har det tæt på, hvor jeg hvis jeg strækker armene bare lidt længere end de egentlig kan strækkes næææsten kan tage og føle på hvordan det bliver der om 11 dage, så kan jeg næsten ikke synke den klump jeg får i halsen. Puuuhhh, endelig.

Jeg føler mig fri. Og hold nu kæft hvor jeg glæder mig til at få fødderne plantet i EGET hus sammen med manden-med-de-gode-arme og Andrea. Jeg glæder mig til ikke længere at have overboere, eller naboer væg-i-væg. Jeg glæder mig til ikke at skulle parkere på gaden, dele vaskemaskine (jey, købte vores egen maskinpark af hårde hvidevarer igår til levering deroppe, i det nye hus), dele have, og generelt bare dele. Jeg er SÅ færdig med at være rummelig.

Når det er sagt, så går jeg faktisk og mimrer lidt i dag. Var på vej i bilen i morges, men måtte vende om pga Andrea er så hostende at hun blæser taget af skolen. Så vi kørte hjem igen, til det der har været vores hjem i næsten to år, og sidder bare hér, mellem flyttekasserne og bare ér.

Her har været godt. Jeg kender hver en krog, hver en lyd, og hvert et blad på træet udenfor når jeg kigger ud af køkkenvindet. Det her har været vores pigehytte. Vi har grædt og grint her, vi har leget, bagt kager, danset køkkendans, og skændtes. Andrea er vokset mere end to år her, hun er skudt i vejret. Jeg er også vokset mere end to år, jeg er blevet både voksen, men også fri igen. Fri af gamle vaner, gamle mønstre, og gamle tankegange. Hold nu op det har været fedt det også.

Og midt i det hele. Da Andrea og jeg egentlig lige havde vænnet os til at vi var os, og jeg egentlig bare var en fri og ‘ung-ish’ singlemom der da overhovedet ikke skulle have nogen kæreste, kom manden-med-de-gode-arme ind fra højre. Og dén historie er sgu så sød og kikset at den holder jeg for mig selv.

Nu bør jeg pakke nogle flyttekasser, når jeg nu har fået en dag hjemme uventet. Det er hele to år siden, og samtidig kun to år siden jeg sidst pakkede flyttekasser.

En verden til forskel.

6 comments
  1. Lotte said:

    Du kunne da godt dele historien lidt med os andre?? Flere har gjort det og det har været så sjovt at følge med i!!
    Du ved, sådan, at man faktisk ikke rigtig kan vente til det næste indlæg..
    Men måske kommer det over dig, når flytning og Søløvehosten er overstået
    God bedring med hende!!

  2. Frøken Nobel said:

    Jeg stemmer i – blev også en kende nysgerrig der – vil SÅ gerne høre den søde, kikset (hvor kikset kan det alligevel være?) historie… om ikke andet for at give os andre håb:-) (du ved lige hvad jeg mener!!!)
    kram og må de 11 dage flyve afsted for jer…!

  3. mette said:

    Fine tanker om det hele. Sikke en rejse og dejligt at hverdagen venter forude med nye eventyr. God bedring til den lille store pige🙂

  4. Ej hvor blir det bare spædende, kan godt forstå I er super spændte! Det var vi os – ja det er jo altid lidt vemodigt, når der skal tages afsked med et hjem, som altid har mange minder. Men det blir da skønt at starte en ny tilværelse, hvor det hele er jeres og det kun er jer der larmer🙂. Ha det skønt med forventningens glæde og rigtig god bedring til din datter🙂

  5. Synne said:

    Krammere til jer alle 3🙂

  6. Tak for jeres tanker – det bliver jeg rigtig glade for🙂
    Jeg tror ikke jeg kommer til at skrive en føljeton om hvordan jeg mødte manden-med-de-gode-arme. Det er helt klart en god historie, men den er også privat. Det er jo lidt det ikk, med at adskille bloggen fra hvad der er herude bag skærmen er en balancegang – hvor jeg gerne vil bevare mit eget private også.
    Men faktisk er det svært, for jeg deler til tider rigtig meget på min blog, og har tidligere delt virkelig rigtig meget.

    Krammer !

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: