Luft.

Gad vide, om man kan telepatere vrede og skuffethed ?

 

Gad vide om der findes en kanal af en slags, hvori man kan åbne op og lige så stille sile al sin galde, sin forargelse, sin undren og sine frustrationer ned i. Gad vide om det vil være til nogen som helst nytte ?

 

Gad vide om man ville få det bedre så, om det ville lette noget, eller om det bare ville være som det man frygtede. En kold og kedelig omgang.

 

Gad vide hvordan man gør det.

Gad vide hvorfor man både kan gå rundt i den lykkeligste tid i sit liv, og samtidig gå med den dyne af skuffelse over fortiden slæbende efter sig.

 

Jeg tror aldrig-aldrig jeg kommer til at kunne slippe den helt. Jeg tror den altid gennem livet vil poppe op i min bevidsthed, fordi jeg ser skuffelsen i hendes øjne. Savnet i hendes blik. Fordi det er mig der står og skal være stærk for altid og trøste når savnet og uforståelsen kommer til hende, når hun mindst venter det. Fordi jeg er den der er her, og den der aldrig-aldrig forsvinder. Før jeg bliver gammel. Meget gammel.

 

Det er ikke kun min lykkeligste tid, det er også en af hendes. Men hun er endnu for umoden og for ung, til at kunne give slip og se det hele billede. Til at kunne forstå hvorfor det blev som det blev. Til at kunne forstå at hvis ikke, så havde vi ikke været hvor vi er i dag. Det ér svært at forstå, at man kan være jublende hoppende lykkelig og glad. For sin hverdag. For sin nye skole, sine nye og gamle venner, for sit nye hjem, for sin nye familie. Og så samtidig være ked af det. Når det lige popper op.

 

Nu er der gået næsten et år, siden sidst hun hørte fra ham. Det kan han fandme ikke være bekendt !

 

Hvis jeg havde en telepati kanal ville jeg ikke lade tingene sive ned i den. Det er ikke engang det værd.

 

(Det her er et af de der indlæg. Man har skrevet tusind gange, men aldrig udgivet. Fordi det er kryptisk, og dybt personligt. Fordi det i virkeligheden er meget tæt på grænsen til at være for meget at dele, fordi det betyder så meget. Jeg forventer ikke en masse respons, jeg prøver ikke bevidst på at være kryptisk eller mystisk. Jeg er ikke pludselig blevet depressiv. Men det her er også en del af hverdagen, sammen med alt det gode, af glad barn og lækker kæreste. Og alt det andet vi går og glæder os over. Det her er bare en del af det også.)

5 comments
  1. Synne said:

    Åh Maria….. hvor er det forfærdeligt. Og slet ikke til at forstå. Slet ikke i en barneverden😦.

    Har du selv hørt fra ham? Hvor er han henne? Hvorfor kontakter han hende ikke?
    Jeg forstår ingenting…

    Men der er en ting jeg forstår. Det er din styrke Maria. Det er meget ansvar du bærer. Men du gør det rigtige.
    Nogle gange må vi føre vores børn afsted, uden at dem forklare hvorfor. For der er så meget af en voksenverden børn ikke kan forstå – eller behøver at forstå. Den tid skal nok komme.

    Jeg tror jeg ville skrive alt det ned jeg havde indeni. Håndskriv det. ALT. alle de grimmeste ord og de værste følelser.
    Bagefter ville jeg trampe på de papirer jeg havde fyldt ud. Rive det i småstykker. Brænde det op i køkkenvasken og skylle resterne ud.
    Fejre det hele med en god flaske Asti og kigge lidt på mit barn.
    Du ved du fører hende det rigtige sted hen. Og hun er elsket!!

    KRAM for helvede!!

  2. Céline said:

    Shit Maria – sidder med den største klump i halsen..
    Det virker totalt og aldeles uforståeligt, jeg forstår slet ikke hvordan han kan gøre det!
    Jeg har ingen ord – udover at du er MEGA sej!!

    Knus C

  3. Hulemor said:

    Jeg forstår dig. Jeg forstår din ambivalens, vreden, skuffelsen, dét ønske man selv kan have om, at alting var anderledes. Smerten over, at ens barn (eller børn) skal leve med et vilkår, der er så fundamentalt svært at acceptere. Og som for altid giver sår på sjælen. Selvfølgelig lever de med det, og selvfølgelig bliver de hele mennesker alligevel, det tror jeg på. Men der er noget, der for altid er taget fra dem, som aldrig kommer igen – og det gør fandeme ondt.
    Heldigvis kan du leve dit liv med taknemmelighed og glæde trods alt, og det prøver jeg også selv. At være en ekstra stabil mor og træde langt uden om offerrollen, tror jeg, er det allervigtigste. Og sådan en mor har Andrea! Kram

  4. “Nej!”, tænker jeg. Det kan han faneme ikke være bekendt!
    Lige gyldigt hvor svært han måtte have det, hvor travlt han har, hvor langt væk han er… lige gyldigt hvilken DÅRLIG undskyldning man forsøger at opdigte for ham, så er der bare ikke en eneste af dem, der duer i den her situation.

    Jeg synes det med al tydelighed viser, at du er en fantastisk mor, når du i den grad lader dig gå på af, at hun savner. Og måske er det i virkeligheden det vigtigste. At hun VED at hun har nogen, der i den grad er der for hende.

    Fuck hvor jeg har lyst til at tage helt til den anden ende af dette store land (Yep. Dårlig afstands-undskyldning… Jeg er jo ikke bedre… ) og give dig en krammer. Bare fordi du fortjener den.

    ~ Karina

  5. I er nogle fantastisk dejlige damer !!
    Tak for jeres ord – de gør mig rigtig godt.

    Som jeg også skrev i min parantes, er det her personligt, på en måde der ikke egner sig til at blive delt på bloggen. At jeg til dels gør det alligevel er bare en del af min blog. Jeg går ikke dybere ind i det lige her – vil bare sige jer tak.
    Tak.
    Kram🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: