Kø kørsel.

Jeg elsker at kigge på mennesker. Noget af min bedste tidsfordriv, dengang jeg havde tid til tidsfordriv, er at sidde på en bænk og se på mennesker. Eftersom jeg meget sjældent har tid eller mulighed for at sætte mig på en bænk, har jeg fundet en anden måde at kigge på mennesker på. Nemlig når jeg holder i den uundgåelige kø på vej ud fra Aarhus C til forstaden hver eftermiddag.

Der er jo sindsygt mange historier der udspiller sig udenfor mine bilruder hver eneste dag.

Der er fx hende med det flotte bordoux tørklæde om håret. Hun har de smukkeste malede øjne. Jeg misunder hende kunstværket hver dag. Eller der er de typiske Århus-hips. Det er dem på deres praktiske cykler, i strikket sweather og med løs hipsterknold ovenpå hovedet. Der er amatørcykkelrytterne, i fuld lycra og med en lille rygsæk der garanteret indeholder arbejdstøjet og lidt cykelværktøj på ryggen (ikke ét ondt ord om amatørcykkelrytterne, manden-med-de-gode-arme er én af dem). Der er ældre mennesker, der allerede står klar med den ene fod ude på fodgængerfæltet før lyset skifter. Der er følsomt udseende, i starttyverne fyre, med supertrimmede barter. Og der er tonsvis at forældre med klapvogne, eller ladcykler, eller hånd i gående børn, eller eller eller. Der er simpelthen så mange mennesker på min vej, og hver gang jeg holder i kø kigger jeg på dem. Og digter historier om dem.

I dag var der hele vejen gennem byen den samme bil bag mig. I lang tid sad der en træt udseende mand bag rettet. Han gned øjne, og var sikkert på vej hjem efter en lang dags arbejde. Ligesom alle de andre, i alle de andre biler. Mig selv inclusive. Lige indtil han samlede sin kæreste op. Hun stod klar ved et kryds, og hoppede lynhurtigt ind. Jeg tror ikke de havde set hinanden længe, eller også var de meget nyforelskede. I hvert fald livede han gevaldigt op, og det var fedt at sidde dér, på min imaginære bænk og kigge på, gensynet og smilene, og deres latter og glæde.

Jeg huskede på da jeg næsten lige havde mødt manden-med-de-gode-arme, og på sommerfuglene i maven, og vores smil når vi så hinanden efter flere dage hver for sig. Jeg tror ikke længere vi  smiler helt på samme måde, men jeg ved at vi nu smiler på en mere tryg og selvsikker måde. På måden der stadig bobler, bare på en anden måde.

Jeg havde nok aldrig digtet min egen historie, ligesom jeg digter alle den mennesker på min vej gennem byens.

Sikke en masse tanker man kan få gennem hovedet, på en helt almindelig tur gennem myldretids trafikken.

2 comments
  1. Synne said:

    Undskyld men, er det dig der i virkeligheden bor inde i mig?

    Jeg er lidt skræmt!!

    • Shit. det lyder jo næsten lidt skræmmende Synne. Men egentlig også dejlig velkendt. Godt at man ikke er den eneste der digter historier og kigger på folk🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: