Arkiv

Graviditet

Mit allerførste spæde lille forsøg udi strikkekunstens verden. En vest, strikket efter opskrift fra farmorfabrikken. Den er skæv, ujævnt strikket, og ikke lavet rigtigt efter opskriften. Men jeg er stolt over den. Men dog ikke nær så stolt, som i går da manden-med-de-gode-arme og jeg var på Skejby til gennemscanning af lillen. Alt er som det skal være, lillen mosler rundt som en gal (jeg har mærket liv i efterhånden mange uger, men derfor er det stadig sjovt at 'se' mosleriet der på skærmen), OG så ser det ud til at lillen er en pige. Vi skal have en pige mere. Jeyyyyyy !!!

Halvvejs.

Håber eddermanme ikke jeg bliver dobbelt så stor !!

(Hey… jeg sidder jo ned ligsom ikk… det hele bliver presset sammen… Eller noget)
(og jeg er også fuld af nullermænd. Altså.)

Reklamer

Den dag i sommers hvor jeg tog graviditets testen var jeg lige ved at gå i brædderne af ‘woooowdeterforviiiildt!!!!’ følelser der rasede gennem knoppen på mig.
Jeg var i dén grad overvældet. Havde på ingen måder forventet at der ville være bingo så hurtigt, men havde regnet med at gå et års tid før jeg kunne tage en positiv test.
Det tog 2½ måned.
Det er eddermanme hurtigt.
Og overvældende.

Jeg husker at jeg stod på mit daværende lille bitte badeværelse. Med testen i den ene hånd, og kiggede mig i spejlet. Sådan ser man altså ud, når man er knap 35 år gammel, og er blevet gravid. Der er jo for faen rynker i det der ansigt. De sidste par års permanente sorte rander under øjnene af søvnunderskud og bekymringer var endelig forsvundet. Maven var forholdsvis flad, brysterne havde deres vante størrelse, røven kunne snildt klemmes ned i en stram kjole, og ben & fødder var VANDT til at gå i høje hæle. Altid. Løbetræningen var godt nok sat på pause pga en slem forstuving i foråret, jeg havde næsten lige været ude at drikke øl med en kammerat og kæresten, og jeg havde også lige været til en stor familiefest, hvor der ikke blev sparet på hverken øl eller smøger. Sommerferien var akkurat slut, vi havde liiiige tømt og rengjort ét hus, og købt et nyt sammen. Jeg var så småt i gang med at pakke min daværende lejlighed ned i kasser, og var
på alle måder alle andre steder i tankerne end at skulle blive gravid lige nu. Jeg havde godt nok PMS af dimentioner, ømme attributter, og gik og var lidt småkvalm. Men det var nok bare noget stress over de sidste måneders travlhed med hussalg og køb osv, og så skulle jeg vist egentlig også have haft menstruation for lidt siden. tsk tsk.

Men jeg var glad. For pokker hvor blev jeg glad over de to streger på testen. Glad og overvældet.

Jeg er selvfølgelig stadig glad. Jeg elsker at jeg kan mærke lillen give mig et puf inde fra maven fra tid til anden, og jeg synes det er sjovt at prøve det igen. Meget ældre end sidste gang, og meget anderledes.
Jeg er fuldt bevidst om, at det er et mirakel at kroppen kan lave et helt menneske, med fingeraftryk, hår, organer, arme og ben. Jeg er dybt imponeret. Og igen, jeg er meget meget overvældet. Stadigvæk. Jeg er taknemmelig, jeg er lykkelig, og jeg kan ikke rigtig forstå jeg skal være så heldig.

Men. Jeg har også meget svært ved at ‘være’ i min nye krop. Den er jo nærmest eksploderet i mave og bryster udover det hele. Jeg er så heldig at jeg har lånt en hel del ventetøj af veninderne, og det bruger jeg, for kan absolut ikke være i mit eget tøj længere.
Det er jo bare ikke mit tøj vel. Det er ikke nødvendigvis tøj i mit snit, mine farver, eller… bare mit. Jeg kan ikke længere gå i høje hæle pga mit bækken, så jeg trasker bare omkring i sneakers, lånetøj, og føler mig slet ikke som mig, rigtig meget af tiden. Jeg har ikke rigtig lyst til at købe en hel ny garderobe heller, har for at være ærlig ikke set noget ventetøj endnu, jeg synes er fedt. I hvert fald ikke noget i min prisklasse.

Det synes jeg faktisk er rigtig svært. Ikke at føle mig som mig. At kigge mig i spejlet, og jeg ser helt anderledes ud. Jeg synes jeg ser kedelig (og lavbenet) ud.

Det er jo et kæmpe tabu. Jeg burde jo elske min gravide krop ! Jeg burde hylde og fejre dens vidunderlige egenskaber i at kunne producere et helt nyt lille menneske. Jeg burde nyde dens frodighed og stråle af den lykkelighed jeg hár indeni mig, og som jeg bestemt føler. Men som jeg bare ikke kan omsætte fordi min krop på ingen måder er mig velkendt, og fordi jeg synes den forråder mig ved at have bækkenløsning.

Jeg har lige været sygemeldt i to uger pga bækkenet, og skal starte på arbejde igen i morgen på deltid.

Resten af min graviditet hedder deltidssygemelding, jeg er ikke engang halvvejs endnu, og det synes jeg helt ærligt suger !