Arkiv

Hverdag.

Jeg elsker at kigge på mennesker. Noget af min bedste tidsfordriv, dengang jeg havde tid til tidsfordriv, er at sidde på en bænk og se på mennesker. Eftersom jeg meget sjældent har tid eller mulighed for at sætte mig på en bænk, har jeg fundet en anden måde at kigge på mennesker på. Nemlig når jeg holder i den uundgåelige kø på vej ud fra Aarhus C til forstaden hver eftermiddag.

Der er jo sindsygt mange historier der udspiller sig udenfor mine bilruder hver eneste dag.

Der er fx hende med det flotte bordoux tørklæde om håret. Hun har de smukkeste malede øjne. Jeg misunder hende kunstværket hver dag. Eller der er de typiske Århus-hips. Det er dem på deres praktiske cykler, i strikket sweather og med løs hipsterknold ovenpå hovedet. Der er amatørcykkelrytterne, i fuld lycra og med en lille rygsæk der garanteret indeholder arbejdstøjet og lidt cykelværktøj på ryggen (ikke ét ondt ord om amatørcykkelrytterne, manden-med-de-gode-arme er én af dem). Der er ældre mennesker, der allerede står klar med den ene fod ude på fodgængerfæltet før lyset skifter. Der er følsomt udseende, i starttyverne fyre, med supertrimmede barter. Og der er tonsvis at forældre med klapvogne, eller ladcykler, eller hånd i gående børn, eller eller eller. Der er simpelthen så mange mennesker på min vej, og hver gang jeg holder i kø kigger jeg på dem. Og digter historier om dem.

I dag var der hele vejen gennem byen den samme bil bag mig. I lang tid sad der en træt udseende mand bag rettet. Han gned øjne, og var sikkert på vej hjem efter en lang dags arbejde. Ligesom alle de andre, i alle de andre biler. Mig selv inclusive. Lige indtil han samlede sin kæreste op. Hun stod klar ved et kryds, og hoppede lynhurtigt ind. Jeg tror ikke de havde set hinanden længe, eller også var de meget nyforelskede. I hvert fald livede han gevaldigt op, og det var fedt at sidde dér, på min imaginære bænk og kigge på, gensynet og smilene, og deres latter og glæde.

Jeg huskede på da jeg næsten lige havde mødt manden-med-de-gode-arme, og på sommerfuglene i maven, og vores smil når vi så hinanden efter flere dage hver for sig. Jeg tror ikke længere vi  smiler helt på samme måde, men jeg ved at vi nu smiler på en mere tryg og selvsikker måde. På måden der stadig bobler, bare på en anden måde.

Jeg havde nok aldrig digtet min egen historie, ligesom jeg digter alle den mennesker på min vej gennem byens.

Sikke en masse tanker man kan få gennem hovedet, på en helt almindelig tur gennem myldretids trafikken.

Reklamer

Det var dengang bon-bon begyndte at blive kendt. Jeg gik i folkeskolen, og oppe ved bageren havde de et stativ med alle mulige forskellige bolcheposer fra bon-bon. Vi drønede derop, på vores cykler i det store frikvarter, og udvalgte poser. Drønede tilbage til skolen, og smaskede på bolcher de efterfølgende timer.

Jeg husker man snakkede meget om de bolcher. De havde sjove navne. Hundeprutter, andemad, mågeklatter, rådne skidtfisk osv. Efter noget tid (nogle år ?) var det ikke længere så sjovt, og jeg så ligesom aldrig rigtig alle de forskellige poser længere. Nu var der bare samleposen ‘Lossepladsen’ tilbage, og der var ligesom i andre samleposer for få af de virkelig gode, og for mange af de lidt kedelige bolcher.

image

Men så i min lokale Fakta i dag, lå der pludselig noget bon-bon og glimtrede til mig. To typer endda, jeg købte også ‘mågeklatter’. Manden-med-de-gode-arme og Andrea får lov at smage, men der er ingen tvivl om hvem der lister ud i køkkenskuffen og fisker (!) liiiige et bolche mere op af posen. Igen og igen.

Mums !

Og så stod jeg dér. Ude på unisextoilettet på arbejdet og vaskede hænder. Rettede lidt på håret, og fik øje på noget i spejlet.

 

Det var torsdag d. 20 sep, og jeg opdagede mit første grå hår.

Bum.

 

Så nu er man sådan én. Der er begyndt at få grå hår. I en alder af 34. Jeg overvejer at holde en fest. Med læssevis af kage. Flag på bordet. Og hyldest. Sgu.

 

Det er vel bedre, end jeg lægger mig hen i hjørnet og krampehulker i fosterstilling over min nu tabte tid som ægte brunette. Ikk !!?

image

Og så gik tiden, mens jeg lagde mig på sofaen et kort øjeblik.

Bare lige for at samle ork, til at pakke endnu en kasse ud, vaske et af de køkkenskabe min mor og min svigermor ikke nåede, eller bare for at finde kassen med underhylere.

image

Her ligner stadig crap. Huset var ikke så indflytningsklart som vi troede / havde husket det, dengang i sommers hvor vi skrev under på papirerne. Den dag, hvor vi først sad på sandwichbar og ventede, og hvor vi bagefter tog selvportræt i sommerregnen. Glade og en kende dirrende efter nu at have sat autograferne på fælles adresse og drøm.

Det var en fed dag, i en fed sommerferie. Er du vimmer der skete meget de uger !!!

image

Nu higer jeg lidt efter en mere ‘færdig’ hverdag. Higer efter at komme hjem om eftermiddagen, kunne sætte mig med en kop the, smække benene op og nyde.

For at sige det mildt, er vi ikke akkurat der endnu. Men vi manden-med-de-gode-arme har fået malet stuen, og vi er nu i gang med at pakke nogle af de mange mange kasser ud.

image

Indtil vi kommer i mål, så kører hverdagslivet som det er lige nu videre, med lektielæsning aftensmad, madpakker og hygge. I et lavt gear, fordi det er sådan det er lige nu.
Det er uanset umuligt at navigere hurtigt rundt blandt alle de kasser !

image

Det der sker på tirsdag altså ?

Der har været hints om det flere steder. Ved AB, ved Julie, ved Lis, ved Trine, og ved Sidsel. Og jeg tror også der kommer flere hints og såen.

Vi er tre-og-en-halv håndfulde kvinder. Vi kender hinanden via vores blogs. I udgangspunktet var det netop vores blogs vi havde tilfælles, efterhånden er blogsne måske gledet lidt i baggrunden for nogle af os (host-host). Men fællesskabet og venskabet er unikt, og det kommer aldrig til at glide i baggrunden. Vi er spredt over hele landet, og ses når vi kan. Så spiser vi en masse god mad, ondulerer seriøse mængder kage, og bæller litervis af Asti og Faxe Kondi. Når ikke vi ses fysisk, så har vi et eget hjørne af internettet hvorpå vi skravler.

Disse kvinder, de er mine ‘girls’, sagt med drevet accent, sådan SATC-agtigt ikk. Og vi snakker. Er du gal vi snakker ! Om stort set alt, og om at det kunne være sjovt at lave et eksperiment. Dem af os der har haft muligheden og tiden til det, har deltaget og bidraget til VORES projekt, som skal deles med JER.

Vi har lavet et E-Magasin. Med vores forskellige bidrag, samlet smukt sammen af vores redaktion bestående af to fantastiske kvinder. Og det er gratis, og så er jeg sikker på det bliver intet mindre end fantastisk. (jeg har ikke selv set det endnu).

Mit bidrag…. Det afspejler min blog – ordfattigt, men fuld af drømme.

Fik jeg sagt jeg glæder mig til at se det, og til at dele ?? Uhh det gør jeg !

Man må sno sig, sagde ålen. Og det gør vi. Mellem kasser, og to-doo lister, og helt almindelig hverdagsrod. Lidt mere end to uger endnu, og så flytter mine kasser sammen med hans kasser, og bliver en stor enighed. Af kasser. Og møbler. Og såen.

Hverdagen lige nu. Kæft mand den bider til !! Måske det er fordi det er f’ørste gang i hele mit arbejdsliv jeg har haft tre sammenhængende ugers ferie, at det er så hårdt at komme tilbage og igang igen. Måske det er fordi der er sket så sindssygt meget lige præcis denne her sommer. Jeg ved i hvert fald, at denne ferie, den glemmer jeg aldrig ! Måske det bare er fordi. Simpelthen bare fordi !

Så nu har jeg lavet en Maude. Er kravlet under dynen. Med pc. Jeg er nemlig også blevet fanget af 50 shades. Etéren blev læst på en weekend, og efterlod mig med en cliffhanger jeg var nødt til at reagere på. Så bind to og tre er købt på E-bog, og lige om lidt skal jeg igang med bind tre. Spændende.

(Og ja. Det er ikke dyb og oplysende litteratur. Det er ikke engang specielt velskrevet. Det er måske husmorporno, som kritikerene siger. But, so beat it (!), det passer sgu godt til at bare læse, blive lidt smålun af, få nogle tanker om menneskers måder at reagere og leve på, og samtidig ikke tænke på organisering af flytning og så videre. Jeg vil helt klart anbefale triologien)

image

Ohh my ! Så fint og sirligt der pludselig var ryddet op på Andrea’s værelse. Jeg blev benovet da jeg så det, specielt fordi de lige pt er tre piger derinde. Andrea og nabopigerne. De leger såmænd ‘Matador’, og den ene af veninderne er Agnes – stuepigen. Sådan kan man altså også få orden. Jeg kvitterede med et frugtfad, og sagde at ‘Agnes’ skulle tage det største jordbær.