at koldskål med jordbær og bagerens kammerjunker, er et rigtig godt billede på dagen i dag ??
For hvis vi sagde det, kunne man jo forledes til at skøjte henover at jeg siden i lørdags har slæbt rundt på en venstrefod der ligner en elefants. Hvis altså elefanter har blålilla venstrefødder. Og man kunne ignorere at her ligner lort, med rod og virkelig store nullermænd spredt ALL OVER. Man kunne ignorere at jeg er ved at få fnidder af ikke helt at kunne overskue alle de deadlines og planer jeg har, og selv har lagt, men som jeg bare ikke kan overskue vel. For slet ikke at tale om at når jeg kommer hjem fra arbejde de her dage, er jeg bare flad som en pandekage.
Fordi min fod gør ondt på den forstuvede måde. Og fordi at uanset hvor ligegyldigt det i det store billede ér at her er rodet og beskidt, så irriterer det mig. Det er ligesom følelsen man havde som barn når man havde fået alt alt ALT for mange lag tøj på, og det kradsede måske en smule, og det var den der klaustrofobiske følelse hvor man vred og vendte sig og hvæste ‘DET BUFLER!!!!!’, fordi man bare ikke kú há det! Nåmen kender i dét ? For det er lige præcis sådan jeg har det.
Jeg nåede lige præcis 200 meter over startlinien i lørdags, til et kvindeløb. Jeg havde forberedt mig på det løb. Ikke super topforberedt (who am i kidding), men forberedt mig sådan at jeg i hvert fald ville løbe bedre og hurtigere end sidste år hvor jeg løb på smøger og asti. Jeg havde glædt mig, det havde jeg sgu. Og jeg jeg havde manden-med-de-gode-arme og Andrea med på sidelinien. Jeg stod jo dér, topklar på min egen måde, strøg over startlinien med et flow hvor jeg kunne mærke at det her ville blive fedt, og så gled/vrikkede jeg om. Og lå der i mudderet.
Så derfor !! Synes jeg bare vi skulle sige at det er lidt okay at råbe røv, selvom det er pænere at vise et billede af nogle jordbær.
Frk. Fryd 