Kvindeliv.

Idag oplevede jeg total lykke. Jeg stod i skolegården et kvarter inden skoledagen sluttede. Klassen holdte sidste time ude, i fri leg. Jeg betragtede Andrea, som løb rundt med bedsteveninden og legede. Jeg kiggede på hendes store smil, lyttede til hendes latter. Så hendes glæde. Jeg så hendes omsorg da veninden ikke selv kunne få lynet sin jakke, og Andrea tog over, og hjalp hende. Jeg så hendes frækhed da hun råbte ‘røvbanan’ efter en dreng der strintede med vand fra sin drikkeflaske efter hende. Jeg så hendes glæde da hun så mig, og jeg så hendes tryghed i at løbe videre i legen.

Jeg snakkede med hendes klasselærer. Verdens bedste klasselærer ! Hun har været så god her de sidste mange måneder. Hun kendte knap Andrea, og slet ikke mig, den aften for over et halvt år siden, da jeg ringede til hende i hendes hjem med gråd i stemmen. Jeg fortalte hende at Andrea ikke kom i skole et par dage, fordi vi, hendes forældre skulle skilles. Jeg fortalte hende det, før jeg overhovedet fortalte det til Andrea. Jeg havde brug for at VIDE at der var varme arme og store knus i skolen, når jeg ikke var der. Jeg glemmer aldrig den samtale, og jeg glemmer aldrig månederne efter hvor et lille menneskes verden væltede og hendes barndom blev revet midt over i FØR og i EFTER. Jeg glemmer aldrig eftergivenheden og forståelsen for, at nogle dage var det bare vigtigt at kunne legge sig på gulvet midt i undervisningen. Ligesom Pippi. Eller det fuldstændig livsnødvendige i at have dage hvor det var okay at ikke følge med og ikke at gide. Jeg husker alle samtalerne vi har haft om aftenen i telefonen.

Og så stod jeg dér idag i skolegården sammen med klasselæreren. Og blev så stolt og boblende fuld i min mave. Hun klarer sig SÅ godt. Følger med i timerne, er meget aktiv med fingeren op. Børnestaver og suger læring til sig. Og så er hun en god kammerat, der leger med alle. Bruger sin fantasi, og er glad og irriterende som alle andre små piger på 6 år.

Det har været rigtig hårdt at komme hertil. Jeg har tudet mange spande fulde af bitterhed og frustration. Jeg har været alene med Andrea siden dag 0, hvor vi hendes forældre takkede af for kampen. Jeg har hver eneste aften selv puttet, børstet tænder, smurt madpakker, og gået taske efter. Jeg har selv stået op før fanden får sko på hver morgen, og listet rundt og gjort klar til dagen. Jeg har selv trukket et træt barn op, og har selv kørt til og fra skole. Jeg har selv arrangeret legeaftaler, redet tråde ud, hjulpet med lektier (ja, man kan faktisk godt få lektier for i 0. klasse), arrangeret fødselsdag og julekalender. Jeg har selv slæbt juletræ hjem og kørt land og rige rundt efter Uundværlige ting. Jeg har selv trøstet og krammet, og er den der er blevet råbt af og kaldt for dumme-mor når verden bare er uretfærdig som den ER nogengange. Jeg er i ordets fornemste forstand alene-mor.

Men alene-mor lugter lidt af tragedie synes jeg. Jeg føler dog ikke det er tragisk. Jeg har ikke en far til mit barn i  nabolaget, men jeg har noget andet. Jeg har verdens bedste netværk. Og det – DET er kvindeliv. At bruge de nosser vi kvinder er udstyret med, at bruge vores netværk og vores egne styrker. Det kan godt være jeg bider lidt i græsset til tider. Det kan godt være jeg synes det er hårdt at være alene om ansvaret 24/7. Det kan godt være jeg har fået kameler serveret i stride strømme. Men jeg har en superheltekappe der er usynlig, og en dag som idag er det lige før andre også kan se den når jeg slår med slaget og danser en sejrsdans.

Super Single Mom !