Parallelliv.

Svært ord at stave til, med alle de L-er. Endnu mere forvirrende at leve, sådan et parallelliv.

Jeg gør det. Tror der er mange der gør det på den ene eller den anden måde. Man lever et liv der er fyldt af en bestemt ting / følelse / sindstilstand. Og så lever man så også lige et helt andet liv, parallelt med det, der er fyldt af noget HELT andet.

Nogen gange er jeg ved at blive så rundtosset af mine parallelliv, og jeg må sætte mig ned og trække vejret dybt og længe. Jeg må holde pusten en stund, for ikke at snurre med, og så bliver jeg svimmel. Pheuuuufffffff.

I den ene del af mit voksenliv er jeg sprudlende og glad. Jeg går i høje hæle, jeg danser i mit køkken, jeg griner og fniser og digter småsjofle sange. Jeg sidder på en trappesten og nyder efterårssolen, jeg drikker øl i mit køkken, eller cola, og spiser boller med nogen der betyder alverden for mig. Jeg laver mad, nusser om mine blomster, og skriver laaaange indlæg på et hemmeligt sted. Jeg snakker med den bedste ven, og vender verden på både alvor og sjov i ærlighedens tegn. Jeg udfordrer mig selv, og gør ting jeg ikke vidste jeg hverken kunne eller turde.  Jeg vokser og jeg lever, og jeg ruller mig rundt i… LIVET.

I den anden del af mit voksenliv er jeg ikke sprudlende. I den del er jeg arrig som en lavbenet gravhund. Jeg hvæser og knurrer. Jeg smadrer porcelæn og tuder i gamle køkkenskabe. Jeg føler mig snydt og bange og… RASENDE. Jeg tæsker løs på mig selv, og bebrejder at jeg ikke var den kloge kone jeg troede jeg var. Og jeg ruller mig rundt i… livet såmænd det også.

Jeg håber bare, at arrigheden efterhånden fortager sig. Jeg håber at lysten til at råbe ukvemsord efter det der har gjort mig SÅ gennemsyret vred med tiden legger sig til ro, og jeg kan rejse mig op og sige ‘ så lærte jeg det’. Og indtil jeg når dertil, lever jeg mine parallelliv.

Men det gode med det er, at jeg mærker mit parallel lige så stille sniger sig ind på mig, og det gode æder det grimme. Haps haps haps. Det syrlige bliver slugt råt, det rådne smider jeg ud til højre – eller alternativt griner hånligt af det. Det sødmefulde og blide vokser sig fast, og jeg oplever en ny side af både mig selv og min omverden jeg ikke kendte.

Jeg bliver mere modig. Jeg husker i starten som alene, den overvældende uro og angst for at der skulle ske noget galt. Hvad nu hvis der skete noget med mig, hvem skulle så tage over. Og hvad nu hvis jeg ikke længere kunne stå med begge benene plantet i jorden, hvem skulle så gribe mig. Jeg ved godt jeg ikke er uovervindelig, men jeg ved også at alt har en mening. For mig i hvert fald. Jeg er ikke længere bange. Ikke på den måde i hvert fald. Jeg er mere… hvis der sker mig noget står der en hel flok af hjælpende hænder alle steder, og det gør ikke noget at begge ben ikke er plantet i jorden, det er faktisk ret fedt at svæve også. Jeg får lyst til at dele sandheder og løgne, og måske en dag jeg virkelig bliver så stor at jeg rent faktisk tør gøre det. Lige her.

Jeg nyder det – på godt og ondt. Og jeg påberåber mig til enhver tid retten til at brøle ‘Røv og sukkerstænger’ !