Om at vælge.

Jeg væver lidt rundt i det her ‘noget’.

Det hele handler vel i bund og grund om at vælge hvad man vil. Det handler vel om at bestemme sig for, med hvilke briller man skal anskue galskaben.

Som f.eks den galskab at jeg i sidste uge gjaldede ud på min facebook-profil at jeg havde lyst til at uddele spontane springskaller. Men samtidig var nødt til at være så skide kryptisk at jeg alligevel ikke kunne skrive hvorfor. Men jeg havde bare brug for det. For at rase lidt ud. Ligesom jeg havde brug for det, da jeg sagde til udløseren af min galskab at jeg synes det var flabet. (og helt ærligt, det er sådanne ord min mor har brugt når hun var virkelig skuffet over mig og mine søskende som børn). Og da jeg som en treåring smækkede med døren. Bogstavelig talt.

Jeg kunne vælge at ligge mig ned og tude. I frustration og angst. Over hvad der nu skal ske, over hvad fanden jeg nu skal gøre. Og helt klart en masse over usikkerheden, og uvisheden.

Det kunne jeg godt gøre.

Men jeg har tudet så meget de sidste måneder. Og jeg har haft utallige dage med røde hævede øjne, og når jeg lige hvæser et brøl af mig i arrigskab, så er det også ovre. Så er det ‘det’. Jeg gider ikke mere. Ikke lige nu vel. Jeg orker ikke.

Og HVIS jeg valgte at ligge mig i fosterstilling og tude, så kunne jeg lige så godt samtidig tude af frustration og rædsel over at føle mig alene i verden, med manglende viden om hvordan fanden jeg skal håndtere mit barns reaktioner på livet. Jeg kunne tude over at jeg er en fattigrøv. Jeg kunne tude over at skulle være så skide voksen, når det jeg allerhelst vil er at råbe virkelig grimme og grumme ting udover hele æteren, så giftige grønne dampe smyger sig ind overalt.

Men til hvilket formål ? Hvorfor skulle jeg ? Hvad skulle det hjælpe ? Hvorfor ?

Jeg er en enlig mor. Med en forstående bankdame. Med vidunderlige venner. Med en dejlig datter, som strides, men som nok skal rejse sig igen. Jeg har lært at lave mad. Jeg har lært at være den voksne på den gode måde. Jeg har lært at sortere i hvad jeg skal bekymre mig om, og i hvad der er ude af  mine hænder.

Jeg VÆLGER at se det på den måde.

Jeg skal bare vende mig til, at jeg nu har været så sej så længe, at det faktisk er okay at blive blød og tude lidt af lykke nogengange.

Så det gør jeg. Jeg tuder af lykke, og ignorerer så vidt jeg kan det jeg ikke kan påvirke alligevel. For ja-ja. Min stilling skal opsiges, min bankkonto er meget rød, min datter slås lidt, og jeg mangler at købe de sidste kalendergaver. Men lykken ER her. Den stråler imod mig fra min datter. Fra mine venner. Og fra mig selv faktisk.

Og det er mit valg !