Jeg synes det er rigtig svært at tage imod ros og komplimenter. Jeg bliver så barnligt glad inde i maven, men jeg kan ikke finde ud af at tage imod det, sådan rigtigt.
Jeg bliver altså sådan… ‘Jamen det er da ikke noget særligt, og i virkeligheden var jeg nok bare heldig da jeg lavede det der fantastiske på arbejdet som både chef og kolleger kom og klappede mig på skulderen over’. Jeg får pippet et-eller-andet frem der lyder som et forkvaklet forkølet lille ‘tak’, når jeg i virkeligheden har lyst til at hoppe i vejret, spæne rundt og give high five, OG lave bølgen.
Hvorfor er det så svært at tage imod ? Er det fordi jeg på tidligere arbejdspladser sjældent har fået ros ? Er det fordi rosen der næsten altid var med torne ? Er jeg et negativt lille menneske, der ikke tror på mit eget værd ? Hvaaad ???
Igår fik jeg ros. STOR ros på arbejdet. Og gu var det dejligt, og vel blev jeg glad. Men det var først da jeg sad og skrålede med på et radiohit på vej hjem i bilen, at det gik op for mig at pulsen var på vej ned igen efter en fuldstændig vild dag.
Så jeg købte nogle mærkelige blomster til mig selv. Jeg åbnede en øl, og så satte jeg mig ned – og NØD det. Og så delte jeg min glæde over telefonen med en veninde, med min mor, og med manden-med-de-gode-arme. Og jeg sad helt tæt med Andrea i sofaen, og smilede og SÅ gav hun og jeg sgu high five.
Indtil for et par måneder siden, vidste jeg helt ærligt ikke, at jeg er et konkurencemenneske. Men det er jeg. Sgu !
Og så skulle energien ud af kroppen, så vi flyttede rundt på møblerne, og ihhhh hvor bliver det altså pænt og hyggeligt det hele. Tror næsten jeg må lavet et interiør indlæg en af dagene 🙂
Frk. Fryd 