Et skumhjerte.

Julen.
Julen er kærlighed.
Julen er børnenes fest.
Julen er glitrende øjne, røde kinder, og forventningens glæde.
Julen er der hvor det bliver lidt mere synligt, lidt mere åbenlyst. Hvad der virkelig betyder noget. Hvad der virkelig gælder. Hvad der for fanden batter !

Jeg VED godt, at kynikere siger, at julen ‘blot’ er en falsk anledning til at vise kærlighed, og at den nok betyder mere alle andre dage end lige julen… (og valentines dag, men det er en helt anden historie, og der er jeg faktisk ret enig). Det handler ikke om pakker, det handler om handling. Og lige præcis julen, er for mig, der hvor det måske bliver lidt nemmere at få gjort det lille ekstra.

Man kan vise kærlighed alle årets 365 dage, men vises den ikke i julen – så bliver den for mig falsk, værdiløs og hul, årets resterende 364 dage.

Jeg har allerede fået de bedste gaver. Jeg har fået noget jeg har savnet mere end jeg var klar over. Jeg har fået kærlighed, fantastisk familie, fabelagtige venner, og fanden i voldsk meget optur de sidste 6 måneder !

Hurra for julen – Hurra for at jeg fylder år dagen efter. Hurra for MIT år. Det 33. Hurra for manden-med-de-gode-arme som jeg lige præcis idag har kærestet i ½ år. Hurra for at jeg kan give mit barn, det vigtigste af alt – en fabelagtig jul.

 

Ps: Jeg synes faktisk stadig at det er ret mærkeligt at stille et træ ind i stuen. På trods af at jeg har gjort det hvert år, i åresvis.

Pps: Jeg vil også gerne have pakker, og jeg glæder mig barnligt meget til BÅDE at give og modtage – så materiel er jeg også.

Note til mig selv.

Husk
Husk husk HUSK, at låse døren på unisextoiletterne efter sig på arbejdet.

Har meget pinligt indre billede på nethinden fra tissebesøg i formiddags.

Bugger !

høj Høj HØJ !

Nogen gange kan man føle sig høj af lykke.
Gik en tur i parken i går. I solskin, og med høj himmel. Med manden-med-de-gode-arme, og minimultisnakkeren selvfølgelig. Og efter en fabelagtig weekend, kan man bare ikke andet end, lige netop føle sig høj på endorfiner og lykke.

Er det i øvrigt ikke et fantastisk etagebyggeri ?

Perfekt karma.

Det var småregnende. Mørkt. Myldretid. Og 130 i timen.

 

Og så kom der en røvbanan bag mig og lagde sig så tæt på, at jeg næææsten kunne se hårene i næsen på ham. (selvfølgelig havde han laaange hår i næsen. Jo han havde så!).

 

Eftersom jeg ikke synes Andrea skal vokse op forældreløs lagde jeg mig pænt ind. Hvorefter næsemanden drønede forbi mig, dyttede af mig, og gav mig fingeren.

 

Lidt længere fremme lå han fanget bag en lastvogn i indersporet. Normalt ville jeg give plads til at komme ud. Hvis altså ikke lige vedkommende havde sjoflet mig til.

 

Så jeg morede mig i mit stille sind over, at han lå bag en svinetransport, med påskriften ‘stressfri’, og billedet af en gris på bagenden.

In your face ! Din røv.

Så trænger man alvorligt til ferie !

Når altså man overspringshandler for at tage billede af blå negle, når man i virkeligheden burde arbejde….

Så kom den…

Duften af gran, og rendyrket julesmileglæde.

Minimultisnakkeren har i hvert fald galloperet rundt med jukekugler alle vegne. Manden-med-de-gode-arme har leget pyroman med en lighter og noget gran for at skabe den helt rette juleduft, og jeg…. Jeg har bare nydt, og kreeret verdens mest kitchede guirlande.

Jahhhaaa.

Efterlysning !

 

Julestemning.

Hvor er du egentlig henne af ?

Jeg har lavet adventskrans, sat kalenderlys i stagen, og trillet en omgang marcipan. Andrea har lågekalender, og søndagspakker fra mormor. Mei Leg nisserne sidder og glor på mig, ovre fra spisebordet. De ser lidt dumme ud, med de der store næser. Jeg har været på julemarked af to omgange, jeg har handlet næsten alle julegaverne, OG set indtil flere udmærkede julefilm.

Men jeg kan ikke finde julestemningen, og det irriterer virkelig min lever ! Jeg ved godt jeg plejer at brokke mig over julen, og dens overvældende overflods fråds. Og det gør jeg såmænd jo også stadig. Men jeg savner altå den der forventningens glæde boblen i maven. Jeg overvejer faktisk om man måske skulle anskaffe sig et juletræ snart – for ligesom at TVINGE stemningen ind i knoppen. Er det fordi man er blevet voksen-ish ?? Og hvis, så gider jeg altså ikke alligevel. Så vil jeg gerne pakkes ind i en flyverdragt og lukkes ud i en have jeg kan lege i. Eller er det fordi jeg sådan gennemgående er så veltilpas lykkelig, at jeg simpelthen ikke kan rumme mere glæde ?

Hmm… Måske en lille rød detalje kunne sætte lidt jul i sindet

Mandag.

Og så står man op til den første hverdagsfrost morgen, og så endda på en mandag.

Skrabe-skrabe-skrabe is af ruderne.

Men come on for pokker !

Det bliver vinter hver eneste år.

Der vil være være glatte veje hvert eneste år.

Det er INGEN nyhed folks !

Så HVORFOR skal der være hele tre uheld på det stykke motorvej jeg kører sådan en mandag morgen.

Få nu de vinterdæk på !

(for hulan da).

 

Ps: kørte hjemmefra et kvarter tidligere idag, og kom alligevel ½ time for sent.

Smølf.

Jeg var til julefrokost i fredags med arbejdet.

Det kunne jeg jo snildt skrive en masse om, men vil i stedet sumere op til, at det var fantstisk IKKE at holde julefrokost en tirsdag, IKKE at skulle betale gildet selv, og IKKE at snakke om arbejde til fest. (sådan var det nemlig i mit tidligere fag / arbejdsliv)

Hur-fucking-ra altså !

Igår var jeg ude og møde nogle nye mennesker til noget hygge, grillet flæskesteg, og røverhistorier om manden-med-de-gode-arme, og jeg går altså snart i banjo over hvor mange fantastiske mennesker der findes derude i verden, som jeg ikke har kendt før end nu.

Hur-fucking-ra. Igen altså !

For nogle uger siden havde andrea fødselsdag, og et af ønskerne var en smølfekage

Og et par dage før end da, havde jeg sendt et stykke stof til en der havde set det på min blog. det var bare en lille stump, og jeg ville ikke have noget for det. Men hende jeg sendte det til, syntes alligevel jeg skulle have noget i retur

Se… Et hæklet smølfebogmærke !
Den er simpelthen så genialt sød – og praktisk ! Jeg læser nemlig MANGE bøger, så den bliver brugt flittigt. TAK  Bjørg – jeg blev meget glad for den 🙂

 

Det er ganske forunderligt.

Jeg er ikke som sådan den generte type.

Jeg er ikke bange for at sige min mening. Ret bramfrit tit og ofte. Desværre også med en tendens til at komme til at træde nogen over tæerne fra tid til anden, når jeg raser ud med et brøl af dimentioner. Eller når jeg bare lige får stukket piben en kende for langt frem, og jeg bagefter må forklare mig med ‘sådan var det jo heller ikke ment’. Jeg er ikke bange for at andre skal synes jeg er underlig, for det ér jeg jo allerede. Jeg er også altid hende der falder over sine egne fødder, går ind i lygtepæle (flere år siden), falder på trapper og flækker øjenbryn, eller snubler på kælkebakken og forstuver tomlen (sidste vinter).

Jeg er ikke bange for at starte på en ny arbejdsplads, lære nye arbejdskulturer, eller generelt møde nye mennesker. Jeg er hende der gerne danser på bordet, råber ‘FISSE’ på en kirkegård (lad være med at blive forarget, jeg var lige blevet fyret), og jeg har gået rundt i en orangeblomstret buksedragt syet af et gammelt dynebetræk. Sidst nævnte er jeg endda affotograferet i, og vist frem i, i et boligblad.

Men alt det der…. det er når jeg er på sikker grund. Når jeg VED, at dem jeg er sammen med enten kender mig inderst inde og ved at sådan er jeg bare. ELLER når de mennesker jeg er sammen med IKKE kender mig, og deres mening ikke betyder noget for mig, fordi de dybest set bare er nogle mennesker jeg møder på minn vej. (aii, se lige bort fra det med øjenbrynet, det var sgu ikke for heldigt, for det betød virkelig meget for mig hvad de mennesker ville synes om mig).

Når alt det er sagt, hvorfor bliver jeg så STADIG genert over min blog. Altså… Den er jo åben for alle, og jeg er ikke akkurat anonym på den. Men dengang jeg mødte manden-med-de-gode-arme, slettede jeg alle spor af bloggen på min facebook, for han skulle dælme ikke se alle de grimme sider af mig. Og grimme sider, var der jo masser af smurt i et fedtglinsende lag udover hele bloggen. Jeg fortalte ham dog at jeg har denne her blog. Og et par gange har han set et glimt af den når jeg har tændt for min pc. Den er nemlig startside. Doughhh ! Han har grint lidt af mig, og accepteret at jeg jo er en smule småsær, og samtidig lovet mig, at når han en dag ville gå ind og kigge på den (og dét ville han nemlig), ja så skulle han nok sige det til mig.

For et par uger siden sagde han det så. Sådan henkastet i en sætning, at han da vist nok var faldet over en side på nettet. Som sørme var min blog. Uha… nu ved han at han bliver kaldt for manden-med-de-gode-arme.

Og det er (næsten) ikke skræmmende mere.